International topøkonom: Gældskrise kan sende Afrika i armene på Rusland og Kina

Anne Krueger, tidligere cheføkonom i Verdensbanken og tidligere vicedirektør i IMF USA har en befolkning på omkring 330 millioner, mens alle NATO-lande tilsammen har omkring 975 millioner. Tilføjelse af NATOs store partnere i Asien og Stillehavet – Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand – bringer det samlede antal op på 1,3 milliarder mennesker. Til sammenligning har Rusland og Kina tilsammen en befolkning på omkring 1,6 milliarder mennesker. Resten af verden, inklusive Indien og store dele af Asien, Afrika, Mellemøsten og Latinamerika, er hjemsted for 5,3 milliarder mennesker. På trods af, at de repræsenterer mindre end 15 procent af verdens befolkning, tegner NATO-landene sig for omkring 31 procent af verdens BNP. Over tid forventes resten af verdens andel af den globale økonomi dog at stige, og dens geopolitiske troskab bør ikke tages for givet. Især Afrika forventes at blive en væsentlig bidragsyder til global vækst i det kommende århundrede. Men først skal kontinentet overvinde flere skræmmende udfordringer. Mens dens befolkning forventes at vokse fra 1,4 milliarder i dag til 3,3 milliarder i 2075, har den økonomiske vækst været svag, og mange afrikanske lande oplever i øjeblikket gældskriser eller har høj risiko for at nå dertil. Uden robust vækst vil migrationspresset sandsynligvis stige, hvilket vil føre til mere politisk ustabilitet og øger risikoen for politiske sammenbrud. Omvendt, hvis de afrikanske lande formår at overkomme deres nuværende udfordringer, kan deres voksende geopolitiske betydning udgøre en væsentlig trussel mod vestlige interesser, især da Kina og Rusland udvider deres økonomiske fodaftryk på tværs af kontinentet. Naturligvis varierer udfordringerne fra land til land. På trods af sine enorme oliereserver er 38,9 procent af Nigerias befolkning, Afrikas største økonomi og mest folkerige land, fanget i fattigdom. Efter den anden devaluering af valutaen på otte måneder, og en medfølgende inflation på 31,7 procent i februar, har en leveomkostningskrise drevet mange multinationale virksomheder til at forlade landet. Sydafrika lider fortsat af en akut energikrise med rullende landsdækkende strømafbrydelser. Arbejdsløsheden steg til 34,7 procent i 2023, mens den årlige BNP-vækst faldt til 0,1 procent. Egyptens vækst er også aftaget kraftigt med en inflation på 36 procent midt i en langvarig valutakrise, der forværres af krigen mellem Israel og Hamas i Gaza og et fald i Suez-kanalens indtægter. En nylig låneaftale på otte milliarder dollar med Den Internationale Valutafond (IMF) og en investeringsaftale på 35 milliarder dollar med De Forenede Arabiske Emirater kan hjælpe med at stabilisere den egyptiske økonomi. Men med dens befolkning, der vokser med 1,4 procent årligt, er Egyptens forventede vækstrate på 2,8 procent for 2024 – hvis den overhovedet nås – nok ikke tilstrækkeligt til at reducere landets fattigdomsrate på 60 procent. I mellemtiden viser gældskrisen i Afrika syd for Sahara ingen tegn på at aftage. I december blev Etiopien det tredje afrikanske land til at misligholde sine gældsforpligtelser siden 2020. Zambia, som misligholdt sin udlandsgæld for mere end tre år siden, nåede først for nylig en omstruktureringsaftale med private obligationsejere efter at have sikret sig en aftale med sine officielle kreditorer i juni 2023. Ghana, som misligholdt sin udlandsgæld i december 2022 på grund af stigende inflation og et hurtigt fald i valutaen, har endnu ikke nået en lignende aftale med sine private obligationsejere, efter at IMF afviste landets foreslåede omstruktureringsplan. Zimbabwe, der kæmper med en løbsk inflation udløst af uholdbare offentlige udgifter, har for nylig indført sin tredje valuta på et årti og søger nu et IMF-lån. Flere faktorer driver Afrikas igangværende gældskrise: uholdbar gæld på grund af underliggende finanspolitiske svagheder, låntagning til infrastrukturinvesteringer uden økonomisk rationale og måske direkte ansvarsløse, overdreven regulering af økonomien, der hæmmer økonomisk vækst og politisk pres for øgede sociale overførsler. Udbredelsen af civile konflikter forværrer disse problemer. Etiopien oplevede for eksempel hurtig vækst i mere end et årti, før borgerkrigen brød ud i 2020, hvilket tvang landet til at søge støtte fra IMF. På samme måde har den igangværende borgerkrig i Sudan resulteret i massiv migration og advarselssignaler om forestående hungersnød. For at afbøde gældskrisen og igen kunne importere essentielle varer, er det tvingende nødvendigt, at politikerne gennemfører målrettede reformer, understøttet af strategisk gældsomlægning og kortfristet finansiering. Ellers vil landene blive ved med at bruge for mange penge, og de økonomiske udsigter vil forblive dystre. Men de ressourcer og den opmærksomhed, som afrikanske lande kræver i øjeblikket, overstiger langt, hvad IMF og andre internationale institutioner kan levere, og den stigende utilfredshed over kontinentets mangel på økonomiske fremskridt forstærker den politiske ustabilitet. Det er ikke overraskende, at Afrika har oplevet mindst 106 vellykkede kup mellem 1950 og august 2023, hvoraf syv – i Tchad, Mali, Sudan, Guinea, Burkina Faso, Gabon og Niger – har fundet sted siden 2021. Øgede geopolitiske spændinger, især den stigende rivalisering mellem USA og Kina, understreger det presserende behov for at tackle Afrikas statsgældskrise og stimulere økonomisk vækst. Historisk set har de fleste afrikanske lande været afhængige af vestlig støtte, men dette forhold er blevet mere tvivlsomt, som det ses af militærkuppet i Niger i 2023. Efter kuppet opsagde Nigers nye militære magthavere vigtige militæraftaler med USA, som var afgørende for at opspore ekstremistiske aktiviteter. Russiske styrker kom ind i landet i begyndelsen af april, hvilket fik eksperter til at konkludere, at opretholdelse af en amerikansk militær tilstedeværelse i Niger vil være »svært, hvis ikke umuligt.« Hvis afrikanske lande med lav indkomst og høj gæld ikke formår at opnå en holdbar økonomisk vækst, vil fattigdom, sult og politisk ustabilitet blive intensiveret, hvilket gør russiske og kinesiske tilnærmelser mere attraktive. Udviklede lande, især USA og EU-landene, bør støtte IMF og Verdensbanken i at hjælpe afrikanske lande og fremme vækstfremmende reformer. Forbedrede økonomiske og politiske forhold i Afrika vil være afgørende for at bevare den internationale orden, som lande som Kina og Rusland synes fast besluttet på at vælte. Anne O. Krueger, en tidligere cheføkonom i Verdensbanken og tidligere viceadministrerende direktør i Den Internationale Valutafond. Hun er seniorforsker i international økonomi ved Johns Hopkins University School of Advanced International Studies og seniorstipendiat ved Center for International Development ved Stanford University. Project Syndicate, 2024. Oversat af Nicoline Manzano og Ulrik Harald Bie https://www.berlingske.dk/oekonomi/international-topoekonom-gaeldskrise-kan-sende-afrika-i-armene-paa